|
Barn under 2. Verdenskrig
Jeg blev født i København i 1936, og da jeg var fire år, blev Danmark besat af tyskerne. Anden verdenskrig var i gang, og i de næste fem år levede vi i krigens skygge. Det kom til at præge vores liv dengang – og senere. Det har præget meget af det, jeg har skrevet.
Min far var trykker, og selv om vi kom fra det, man må kalde arbejderklassen, var vi altid omgivet af bøger. I vores familie sad der altid mindst én med næsen i en bog.
I mit hjem var der altid musik. Min far spillede klaver, og hver uge havde vi spille-fremmede. Min far dannede også et orkester inde på Politiken, hvor han arbejdede i over 40 år. Vi hørte også megen musik i radioen – og vi havde adskillige grammofonplader.
Om sommeren gik vi i Tivoli, og når min mor havde set Pjerrot på Pantomime-teatret sammen med min bror og mig, gik vi ind i koncertsalen. Her hørte vi den sidste afdeling af aftenens koncert sammen med min far.
En overraskende start
Det stod ikke skrevet på min dåbsattest, at jeg skulle blive forfatter. Jeg var ikke særlig god i skolen, hverken til mundtlig eller skriftlig dansk, og jeg var voksen, før jeg for alvor begyndte at skrive. Pludselig, i en alder af 33 opdagede jeg, at her var noget, jeg kunne. Jeg havde altid haft lyst til at skrive. Nu fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne sætte ord sammen, så det blev til noget, andre havde lyst til at læse! Det var en stor overraskelse og en stor glæde.
Som barn havde jeg ofte følt, at der var alt for meget, jeg ikke duede til. Nu viste det sig, at der var noget, jeg var bedre til end flertallet; ikke af forfattere – men af såkaldt almindelige mennesker!
Det viste sig dog snart, at det kræver noget at forvalte sit talent, og jeg måtte erkende, at det var en lang læreproces, jeg havde begivet mig ud på, men jeg fandt også ud af, at man bliver dygtigere med årene. Jeg kunne ikke have skrevet de bøger, jeg i de sidste 10-15 år har udgivet, dengang jeg var nybegynder.
At være forfatter kræver tre ting: Flid, gåpåmod og talent. Det kræver også, at man ikke giver op, fordi det ikke lige går, som man havde tænkt sig. Hvis man bryder sammen, når man får et manuskript i hovedet, vil det være klogt at finde noget andet at foretage sig. Man må heller ikke give op, fordi noget er svært, og man skal være indstillet på, at forfattergerningen er en livslang passion og en livslang læreproces.
Da jeg begyndte at skrive, anede jeg intet om at lave research. Det gør jeg nu. Hvis man, som jeg, interesserer sig for fortiden, og den betydning den har for os, som lever i dag, er man nødt til lære, hvordan man finder frem til de kilder, der kan fortælle, hvordan denne fortid var. Men først skal man have en sikker idé om, hvad man vil skrive - og helst også hvorfor. Hos mig begynder det oftest med, at en idé dukker op i mit hoved. Der kan herefter gå flere måneder, uden at der rigtig sker noget, men så pludselig! Pludselig en dag begynder personerne at leve, og fra det øjeblik lader de mig ikke i fred. Jeg bærer dem med mig, hvor jeg end befinder mig. På mit sengebord ligger altid en blok, så jeg kan skrive gode ideer ned, når de dukker op. Det kan være lige inden jeg falder i søvn, midt om natten eller ved morgenens avislæsning. Og så er det ned til computeren og prøve at få noget spændende og fornuftigt ud af de mange tanker, der rumsterer i mit hoved.
Børn og bøger
Jeg har to børn, Flemming og Jette, og tre børnebørn. Da Flemming blev født, holdt jeg op med at arbejde, og i de næste ti år passede jeg mine egne børn plus et par plejebørn, men da Flemming startede i skole, begyndte jeg så småt at skrive - og så blev jeg forfatter!
 Jeg har skrevet bøger, digte, noveller og radiospil for både børn og voksne. I 1971 debuterede jeg med 'Per og Torben pjækker den'. Derefter skrev jeg tre bøger mere om Per og Torben.
I mange år sad jeg i B&U-afdelingens styrelse i Dansk Forfatterforening, ligesom jeg i flere omgange sad i hovedbestyrelsen og repræsentantskabet samt i diverse udvalg.
Via mit forfatterskab åbnede en ny verden sig for mig. Jeg fik gode venner og kolleger; jeg begyndte at holde foredrag om mit forfatterskab - og hele tiden skrev jeg. Det var og er en stor glæde og tilfredsstillelse.
Inspirationen kommer fra luften
Jeg tænker godt, når jeg er ude i naturen. Hvis jeg er gået i stå i en tekst, kommer ideerne tit, mens jeg traver af sted, og det, jeg har gået og tænkt mere eller mindre ubevidst på, kommer frem, hvis jeg formår at slippe tankerne løs. Det sker tit, mens jeg går og iagttager fuglene, hører vinden, ser skyerne over fjorden, føler regnen eller mærker solens varme. Jeg er ikke særlig bevidst om, hvad der rumsterer i mit hoved, når jeg er ude at gå. Det er derfor en fantastisk oplevelse, når et ord, en sætning eller en idé kommer til mig, så at sige ud af den blå luft.
Naturen er min problemknuser. Kreative tanker kræver tid og ro for at blive til virkelighed.
Hvis jeg er uoplagt, eller vejret er så dejligt, at jeg ikke kan holde mig i ro, går jeg ud i min have. Her samler jeg kræfter, mens jeg klipper roser, beskærer træer eller luger. Det er fuldt bevidst, jeg skriver min have, for det er mig, der passer den, køber nye planter og flytter rundt med de bestående.
Udenfor vore vinduer har vi et foderhus, og vi har megen glæde af at se på de fugle, som kommer på besøg. Hvert forår og efterår kan vi være heldige at se fugletræk. Sådan en flok med hundredvis af stære er et syn, som betager mig hver gang. Nogle gange stryger traner hen over himlen, og ved vintertide kommer silkehaler og sjakkere på besøg. Det er oplivende midt i den mørke tid.
Hvad andre har skrevet om mit forfatterskab
-
Farvel til Rottereden. Bogfidusen, interview med Hjørdis Varmer. Oplæsning, Kurt Ravn. Producer, Birgit Krag. DR 1986.
|
Lidt om